Om arbejdet

 

Det første indtryk, det første syn fanger mig – og jeg ønsker ofte at forlænge dette blanke øjeblik uden facts og viden. Sekundet, hvor man ikke ved, hvad man ser, ikke erkender, ikke genkender, men bare ser ’noget’ … en ’væren’, der er der, fordi jeg ser det. Senere bruger vi en anden del af hjernen til at forklare. Det korte øjeblik, lige før hjerne beslutter sig for, hvad der ses, er det, jeg forsøger at fange: det første indtryk … denne illusion har en vis ret til at eksistere, til at blive taget lidt nærmere i øjesyn … og derpå, hvad så, er det så stadig en illusion eller fortjener den … kunne den have et navn? (Men som man ser, er det ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik tre ønsker, ville et af dem være, om jeg kunne krybe under dyrets skind … bare lidt.

 

Sand bygges med og fungerer som en slags støtteform, som glasset ligger i og/eller på, mens det smelter til en sammenhængende blok. Glaselementernes størrelse spænder fra de fineste korn til større blokke, der enten er støbt eller halet ud af den varme smelteovn. Glas og sand brændes i en såkaldt fusingovn ved omkring 830 grader og skal efterfølgende afspænde i et døgns tid. Jeg bygger. Føjer element på element, to dimensioner bliver til tre.

 

Jeg går efter det, der kommer til mig. Min gæstfrihed er ikke ubegrænset – de fleste tilsynekomster bliver sendt bort med bud om aldrig at vise sig mere, andre igen bliver ignoreret i hverdagens travlhed. Og så er der de stædige, der vedholdende beder om både krop og materie. De får en kontur rundt om sig på et stykke papir. Endnu et hastigt portræt i min skitsebog. En dag giver en af dem sig til at larme så indtrængende, at jeg med ét ved, jeg har savnet den længe. Så får den en krop af glas.